Udgivelser
Dansk PEN's magasin om litteratur og ytringsfrihed udkommer en-to gange om året. Derudover udgiver PEN lejlighedsvis andre publikationer.

Dansk PENs magasin om litteratur og ytringsfrihed:
Et til to gange årligt udgives et magasin der behandler emner som er relevante for PENs arbejde; det kan være med fokus på regionale problemstillinger eller litteratur fra bestemte dele af verden. Eller emner, der har vakt opmærksomhed og debat i og udenfor PEN.

Magasinet udsendes til PENs medlemmer og Støttekredsen, men også andre interesserede kan tegne abonnement på magasinet.

Af tidligere behandlede temaer kan nævnes: Litteratur og ytringsfrihed i Asien, Sprogdød og Censur og ytringsfrihed i USA. Desuden er et temanummer om blasfemi og religionskritik på vej.


Andre udgivelser:
"Profet-affæren: et PEN-dossier om 12 Muhammed-tegninger – og hvad der siden hændte: dokumenter og argumenter." Redaktion: Anders Jerichow og Mille Rode.

Lektørudtalelse: Et dossier, en dokumentsamling, kalder Dansk PEN denne kildesamling, der kronologisk gengiver artikler, breve og andre dokumenter, der er essentielle i sagen om Muhammed-tegningerne. Fra september 2005 frem til marts 2006. De efterfølges af korte indlæg fra alle politiske partier, hvor sagens kerne kommenteres. I afsnittet ”Eftertanker” trækker forskellige skribenter de centrale problemstillinger frem, perspektiverer, og her er bidrag fra begge lejre. Bogen afsluttes af en samling vigtige baggrundsdokumenter: Menneskerettighedserklæringen, Grundloven, PENs charter, straffeloven, regler for god presseskik mv.  Der tages ikke i bogen som helhed stilling, men alle forudsætninger for selv at danne sig sin egen mening er til stede. Bogen kan erstatte mange søgninger i Infomedia og er velegnet som baggrundsmateriale i al undervisning fra gymnasieniveau og opefter.