Alan Pary er irakisk kurder, opvokset i en kristen familie. Han er digter og nåede at udgive et par digtsamlinger, før han var tvunget til at forlade Irak. Hans digte, der både er skrevet på kurdisk og arabisk, indeholder ofte sensuelle skildringer af kvinden, og det var den direkte årsag til, at han i 1999 måtte flygte. Han kom til Danmark og tilbragte siden næsten ti år i de danske asyllejre som en af de afviste irakiske asylansøger, der ikke kunne sendes retur. I 2008 blev hans genoptaget, og han fik opholdstilladelse.

I de senere år har Alan Pary medvirket i en række PEN-arrangementer og hans historie inspirerede forfatteren Michael Svennevig til at skrive et teaterstykke om Alans liv og tid i asylcenter Sandholm. Alan Pary har desuden skrevet manuskript til en film om livet i Sandholmlejren, Følelsernes Flugt, der i 2009 blev vist i Vester Vov Vov i København og Øst for Paradis i Århus.

Da du var lyset … burde du være dukket op

Jeg kigger … med mit hjerte i hånden

og gennemroder alt efter dig, søger i ethvert ansigt

Du minder mig om månens ensomhed

når havets stilhed vælder ud fra dit indre

Jeg er endnu ikke holdt op med mine danse

Jeg har endnu ikke mærket din blide vinds berøring 

Bare du var dukket op, ville alt være så skinnende som dig

og verden ville ikke længere være tåget

Mit hjerte ville ikke have passeret de fremmede veje

Bare du var dukket op, så der ikke opstod krig mellem mine fingre og atmosfæren

for vi ville have skubbet himmelen endnu mere op

og have begravet vores sko under jorden …

Bare du var dukket op…

så ville vi ikke have forladt vores himmelhøje teater

Vi ville ikke have dækket vores nøgenhed

Hvorfor lod du os atter klædes på?  

Hvorfor tog vi ikke en lur ved havet?

Bare du var dukket op, så stjerneskuddet ikke forsvandt

Mit åndedræt kunne ikke standses af tågen og ensomheden

Bare du ville være dukket op, så ville jeg have fyldt aftenens flammer med solens blodglød

og vinen ville ikke være væltet ud af min krop,

Vi ville have frembragt månen og en blomst på vores læber

Og have gemt os fra blæsten

Gid du var dukket op, for det ville have fået dig til at stråle endnu mere

Og jeg ville have været som beruset af funklende røg

Du burde være dukket op … Da du var lyset … burde du være dukket op

Mine rejser med dig er ikke omme

vores berøringer endnu ikke adskilt fra hinanden

Bare du ville være dukket op, så vi ville vi sammen have besluttet hvornår det måtte regne

Hvornår sødmefulde kys ville mætte vores kroppe 

og hvordan vi mon ville afkorte afstanden imellem duernes elskovsleg

Bare du ville være dukket op, så ville jeg have smidt mit kors

og have sømmet hænderne fast til dine kinder

Jeg ville lade min mund berøre sommerfuglen på din ryg

Indtil jeg gav den ånde, og vi ville ikke længere ville have brug for tid

Jeg har travlt med at vække fantasien på den falske jords sandhed

Hvorfor lod du dine øjne bestjæle havets egen tørhed?

Hvorfor lod du ikke min søvn berøre dit hjerte som trøst?

Hvis du var dukket op, ville jeg ikke være endt som et omsorgssvigt

Jeg ville have formet mit hjerte til en skulptur af regnens duft,

Og du ville have spiret som det grønne græs.

Fordi du ikke dukkede op, vandt blæsten og vandet tabte

Da du besluttede ikke at dukke op, kunne enhver digters knivskarpe papir slå mig ihjel

og dette digt ville aldrig have været frosset til 

Et tidligt daggry 

Et tidligt daggry

Jeg passerede igennem byens gader

forretningernes døre blev atter åbne

solen blev født med en skrigende glød bag husene

et tidligt daggry

jeg var i færd med at læse gadernes navne

og undrede mig over tingenes ælde 

mens gadernes støv blidt lagde sig omkring mindesmærkerne

Det var det tidligste daggry i livet

Da jeg gik alene forbi

var mine kolde hænder

fast knyttede i lommerne

Jeg gik igennem stilhedens tomme rum

mens jeg betragtede de søvnige ansigter

og ville åbne deres øjne

Jeg læste i deres hænder

og så:

at de havde begravet nattens sandhed, meget simpelt

og havde slukket skæbnens trætte stjerne

mens en trykkende klynken bredte sig

i det tidlige daggry

for med et ensomt smil,

at byde mig og regnens våde krop velkommen.