Påtvunget selvcensur er skræmmende, men velovervejet eftertanke er ikke nødvendigvis så dårlig
I betragtning af, at tonen i Danmark i de seneste ti år har omfattet en tiltagende råhed, er der grund til at tro, at det meste er sagt, også i den hidsige integrationsdebat.
Netop i den debat er det indiskutabelt, at en mærkbar aggression har været tiltagende. Det ses ikke mindst i de elektroniske medier, i blogs og kommentarer til avisernes netudgaver og i grovkornede mails til deltagere i denne debat. Det rammer både professionelle skribenter, kilder og omtalte mennesker i integrationsdebatten – som det bekræftes af Zubeir Butt Hussein i en undersøgelse, som LO’s nyhedsbrev A4 netop har offentliggjort.

Denne debat går dog formentlig, som Flemming Rose også peger på i undersøgelsen, længere tilbage – helt tilbage til striden om Salman Rushdie storværk, ’De Sataniske Vers’, i slutningen af 1980erne, og ayatollah Khomeini’s mordtrussel mod Rushdie.

A4’s undersøgelse er skræmmende, fordi den synes at vise, at adskillige kunstnere opgiver projekter af frygt for repressalier:

’Jeg er ked af at sige, at det kan jeg godt genkende – der er desværre opstået en tøven overfor at beskæftige sig med eller at udfordre visse emner. Det ville måske gøre mindre, hvis det kun betød, at man var blevet mere ivrig efter at vige tilbage fra decideret konfliktfremkaldende projekter. Men hvis det betyder, at kunstnere og medier afholder sig fra at beskæftige sig med ømme spørgsmål, fordi de føler ekstraordinær grund til at passe ekstra på sig selv, er det ildevarslende’. udtaler Anders Jerichow, præsident for Dansk PEN

Der er imidlertid grund til at minde om, at vi generelt har en god og rimeligt tryg debatkultur i Danmark, og det skal vi meget gerne blive ved med. Vi har måske også haft en rigelig koncensussøgende tradition, så mange kan blive urolige ved at opleve konfrontationer, også selv om der ikke er noget at frygte.

Hvis 56 procent af kunstnerne er ’mere eller mindre opmærksomme på ikke at krænke mennesker på  deres etnicitet’, er det vel i sig selv ikke så dårligt.

Dansk PEN advarer imidlertid imod at tabuisere ’krænkelse’ som sådan. Selv om krænkelse ikke bør være et formål i sig selv, kan ingen have en grundlovssikret ret imod at blive ’krænket’. Dansk PEN er overbevist om, at historien alt for godt begrunder, at trusler og hatespeech – altså systematiseret ringeagt overfor især etniske og religiøse mindretal – må begrænses ved lov. Men derudover bør debat og satire frit kunne folde sig ud, også selv om vi alle fra tid til anden kan føle os individuelt krænket. Det betyder ikke, at vi skal være enige. Men det bør betyde, at vi frit og trygt skal kunne give udtryk for vores opfattelse – og at kunstnere ikke skal være bange for at beskæftige sig med følsomme spørgsmål i tiden.