Fortælling af Iben Melbye

Jeg slikker trædepuderne under min ene forpote. Den er stadig lidt øm, efter at jeg trådte på et par skarpe murbrokker for et stykke tid siden.

Hvad ligner det, at alle de mennesker slog hul i murene, som vi har løbet rundt imellem for at passe på i årevis.

Jeg føler mig ret dvask her foran pejsen i det store hus. Jeg er slet ikke vant til den varme, og jeg er endnu ikke fortrolig med den måde manden og kvinden taler på. Jeg kan høre, at ordene ligner mine soldaters, men de siger dem så pudsigt.

Engang imellem klør en af dem mig så længe bag ørerne, at jeg må ryste hovedet for at blive mig selv.

Imens siger de noget om, at nu er jeg ikke længere "en af stalinismens sidste ofre", nu skal jeg bare være hos dem og passe på dem.

Jeg har aldrig hørt om stalinismen, men jeg får da god mad, så jeg logrer lidt med halen.

Den tykke mand kom langvejsfra for at købe en af os, der var tilbage.

Der var allerede solgt en del af mine kammerater, sågar til Amerika. Kranerne var i gang med at løfte store murstykker og flytte dem, og folk kradsede og rokkede løs i brokkerne for at få små stykker med hjem. Jeg undrede mig endnu engang over menneskene.

Der var malet en hel masse på den anden side af muren, siden ind mod den fremmede by, kunne jeg se.

Manden gik rundt mellem os, så pegede han på mig. "Det er da langt den flotteste!"

Jeg rejste ørerne og havde svært ved ikke at vise min stolthed, men vi havde  lært, at vi var alle lige gode, så jeg lagde øjeblikkeligt ørerne ned igen.

Manden gav sig ikke, pegede igen på mig og spurgte, om han kunne klappe mig.

Min grænseofficer sagde, at det kunne han roligt.

Manden slog ud i en kort, klukkende latter. "Nå, nå, nå, vel ikke alt for roligt. Den skal jo passe på vores hus. Og I har vel næppe haft tandløse vagthunde løbende rundt på dødsstriben!"

Min officer lagde kort sin hånd på mit hoved og sagde, at jeg var en udmærket hund.

Den tykke mand klappede mig først forsigtigt, så fik jeg nogle kraftige klap på hovedet, så jeg troede tænderne skulle gå løs. Jeg var simpelthen nødt til at ryste mig selv på plads igen.

Han lugtede fremmed, nærmest lidt syrligt. Der var ikke noget lugt af uniform eller tørt græs eller mur over ham.

"Vi har jo altid hørt, at jeres schæfere var meget bidske," sagde han, "de blev kaldt Baskervilles hunde i en avis engang, kan jeg huske. Men herovre kender I måske ikke Baskervilles hund?"

Min officer fik et mærkeligt drag ved munden. Selv vidste jeg ikke, hvad snakken handlede om, så jeg kiggede langt efter min søster, som stadig ikke var blevet solgt.

Manden endte med at give min officer en stor stak pengesedler og fik mig med.

Og nu ligger jeg altså og dvasker foran den knitrende ild.

Mine mennesker drikker af noget brunt i små tykke glas med isklumper i.

De siger ikke meget til hinanden. Kvinden strikker, og pindene klikker for hver bevægelse. Manden læser i en avis.

Pludselig løfter han hovedet og siger: "Du, Nina! Der står her at Honnecker ikke bare gjorde sit folk førerløst, men også 6500 schæfere herreløse, og så sidder jeg sgu her og tænker, at det måske er noget typisk tysk med de schæferhunde. For Hitler gjorde jo sin Blondie herreløs, da han skød sig en kugle for panden."

Jeg åbner det ene øje. Kvinden lægger strikketøjet i skødet.

"Jamen, Alfred, hvad er det dog du sidder og siger?"

"Jeg prøvede bare at se historisk på det." Manden tømmer sit tredie glas i én slurk.

Det ringer på døren, og kvinden rejser sig.

Et par kommer ind, og pigen giver den tykke mand et lille kys på kinden og siger: "Goddag, far!"

Der bliver spurgt, om de vil have drinks, men de fortæller at de har bestilt bord på den italienske til klokken otte, og det er om fem minutter.

"I skal da lige se vidunderet!" brummer manden til de unge.

Så går det op for mig, at det er mig, der har fået den udnævnelse.

Jeg løfter hovedet og ser på de fremmede.

"Aj, hvor er den flot," siger pigen.

Hun lugter godt, så jeg rejser mig op i min fulde størrelse, og det er ikke så lidt endda.

"Hvad hedder den?"

"Åh, det har vi diskuteret længe," kvidrer moren. "Alfred vil absolut have, at den skal hedde Ursus. Det betyder bjørn på latin."

Nej, nu har jeg hørt det med. Alt her er fremmed, men at de vil til at kalde mig for en bjørn, når jeg er en hund! Det er lige ved at være over grænsen.

Pigen klapper mig blidt, og jeg bliver næsten salig.

Den tykke mand giver mig tre hårde klap på siden og siger: "Og nu passer du godt på vores hus. Farvel, Ursus!" Han ser triumferende på sin kone.

De fire er væk, jeg kunne høre bilen fjerne sig.

Jeg falder hen i den der svævende tilstand mellem drøm og virkelighed, og der kommer nogle billeder dumpende.

Det var kort før, de begyndte at lave huller i murene. En nat hvor jeg løb sammen med min søster og et par andre, jeg var på hold med.

Jeg hørte en ukendt lyd og fik de andre med i retning af lyden. En skygge, noget stort, sort dukkede pludselig frem oppe på muren ind mod vores by.

Et reb tegnede sig mod muren, og en mand gled lynhurtigt ned  og stak i løb hen over vores vagtområde. Jeg opdagede samtidig et reb på muren mod den fremmede by og var den eneste, der nåede derhen, da manden begyndte at klatre op. Han talte så venligt til mig, og han lugtede lidt ligesom græsset, dér hvor jeg var hvalp.

Der lød et skud og et til. Jeg fik nogle dråber fra hans krop i munden. Så faldt han som en tung sæk til jorden. Jeg nåede kun lige at flytte mig, ellers havde han ramt mig.

Jeg løfter hovedet med et sæt. Der lyder trin i stuen, og jeg ser en mand med huen helt ned i panden og en sæk i hånden. Han lister rundt og tager  sølvtingene og stopper dem ned i sækken.

Jeg kan ikke forstå, at jeg ikke har hørt ham komme ind og springer hen mod ham. Jeg har aldrig været særlig god til at blotte tænder, for jeg har stort set aldrig haft brug for det, da vi løb rundt på det store område. Jeg gør en enkelt gang, men han klapper mig forsigtigt på siden af halsen og taler roligt. Så lægger han et stykke kød foran mig, som simpelthen er for fristende.

Da jeg har spist det op, er manden på vej ud af huset.

Han har i hvert fald ikke ødelagt noget, tænker jeg tilfreds og lægger mig foran pejsen igen.

Men freden varede ikke så længe, for døren går op og så hører jeg fruen skrige som en gal.

"Alfred, her har været indbrud! Se, alle sølvstagerne og skålene er væk."

"Det er da ikke muligt, Nina, når Ursus er her. Er der sket den noget?" spørger han i samme åndedræt og træder ind i stuen.

Og så tager fanden ved ham. Han styrter op ad trappen og kommer ned med en tingest i hånden.

"Åh nej, Alfred, ikke ridepisken!" råber konen.

Men der findes ingen nåde. Manden pisker løs på mig, så jeg kan høre mig selv hyle, indtil alt bliver sort.

Da jeg vågner ligger jeg i et bur på vej ud i en stor bil.

På den lange tur slikker jeg mig flere steder og får den samme smag i munden, som jeg fik fra manden i rebet.

De kører mig tilbage til min grænseofficer.

"Ikke engang det kunne I lave ordentligt!" Den tykke spytter ordene ud.

Min officer bøjer nakken let, men hans øjne ser vredt ned i jorden.

Der bliver givet en lille stak penge tilbage til den tykke mand.

Jeg får øje på min søster og slipper uset over til hende, og vi stikker snuderne sammen.