|
Undertrykkelsen af
ytringsfriheden i Europas sidste diktatur, Hviderusland, fortsætter og har nu
fået et nyt voldsomt udtryk. Dansk PEN er dybt bekymret over udviklingen.
Mere end 500 er blevet fængslet under og efter weekendens
demonstrationer på Oktoberpladsen i hovedstaden Minsk. Blandt de fængslede er
nogle af landets kendte kulturpersonligheder, heriblandt mere end 20
journalister og forfattere, som har udtrykt deres utilfredshed med det
officielle resultat af præsidentvalget den 19. marts. Et præsidentvalg, hvis
forløb og resultat kritiseres af både USA, EU og internationale
valgobservatører.
Dansk PEN protesterer på det kraftigste mod fængslingerne. Dansk PEN
ser arrestationerne som en brutal aktion fra de hviderussiske myndigheder imod
ytringsfrihed, imod mediernes uafhængighed og imod fundamentale demokratiske
værdier og rettigheder.
Vicepræsidenten i PEN, Hviderusland, Andrej
Dynko, der også er viceredaktør på den uafhængige avis ”Nasha Niva” er
arresteret og med ham forfatteren Iryna Darafiejchuk, der også er aktiv i
hviderussisk PEN.
Nasha Niva, som er en af Hvideruslands ældste aviser,
har åbent kritiseret Lukashenkos regering. Og det har ikke været uden
omkostninger. Regeringen har gennem flere år lagt hindringer i vejen for dens
udgivelse. Senest har myndighederne meddelt, at avisens aftale med det statslige
firma, som har eneret på at distribuere aviser og tidsskrifter ud til kiosker og
andre salgssteder i Hviderusland, ikke vil blive forlænget.
Samme
problem har ramt kulturtidsskriftet Arche, hvor Andrej Dynko også er redaktør,
samt fagforeningsbladet Solidarnost.
En af Solidanost journalister, den
44-årige Veronika Cherkasova blev i oktober 2004 fundet myrdet af knivstik i
nærheden af sit hjem. Politiet beskyldte Cherkasovas 15-årige søn for mordet og
angav husspektakler som motiv. Myndighederne afsluttede efter kun en måned
efterforskningen på mordet og afviste overfor FNs særlige rapportør på
ytringsfrihed (UN Special Rapporteur on Freedom of Expression), at der kunne
være en forbindelse mellem mordet på Cherkasova og hendes kritiske artikler om
den hviderussiske efterretningstjeneste i Solidanost.
Dansk PEN
opfordrer på det kraftigste de hviderussiske myndigheder til straks at løslade
An-drej Dynko og alle andre skribenter, der er fængslet udelukkende på baggrund
af deres delta-gelse i en fredelig demonstration og til uden tøven at stoppe
forfølgelsen af journalister, forfattere og medier, der ytrer sig kritisk mod
regeringen.
Dansk PEN opfordrer endvidere de danske myndigheder til at
lægge pres på de hviderussiske myndigheder for at sikre ytringsfriheden for
skribenter og alle andre borgere i Hviderusland.
Pressemeddelelse 31. marts 2006
|